Nyt magasin vil inspirere unge med iværksætterdrømme
Ambitionerne er høje og målsætningen klar. De tre unge iværksættere, der mødte hinanden på Martin Thorborgs iværksætterforum Amino, vil inspirere og hjælpe andre unge, der som dem selv har modet til at udleve iværksætterdrømmen. På kun to måneder og med et meget begrænset budget er det lykkedes at udvikle et iværksættermagasin, der med gnist og gejst henvender sig til unge iværksætterspirer. Første nummer rammer gaden den 1. maj.
Young Inc.
Young Inc. er et gratis iværksættermagasin for unge mellem 15-20 år. Magasinet indeholder spændende artikler om store, små og alternative iværksættere, samt råd og værktøjer fra eksperter. "Vores ønske er, med en saglig og underholdende vinkel, at levere historier fra den danske iværksætterkultur, og at give gode råd, som unge kan bruge på deres uddannelse, job eller ved opstart af eget firma" fortæller 20-årige Nikolaj Astrup Madsen, der har været initiativtager til projektet. Sammen med Mads Løntoft og Charlotte Fur Poulsen, på henholdsvist 19 og 25 år, har han på kun to måneder skabt Young Inc.
Skal først og fremmest inspirere
Formålet er at lave et underholdende magasin, der henvender sig til unge med interesse for uddannelse, karriere, erhvervslivet og ikke mindst iværksætteri. "Danmark skal leve af innovation i fremtiden. Det bliver påpeget og omtalt af eksperter, ministre og mange andre - hele tiden. Vi er helt enige, og vi vil være med til at styrke iværksætterlysten hos de unge. Derfor skal Young Inc. hovedsageligt være inspirerende" siger Mads.
Mødte hinanden på Amino
De tre iværksættere bag magasinet har alle personlig erfaring med at starte virksomhed. Mads driver en konsulentvirksomhed, der løser opgaver for iværksættere og små virksomheder, mens Charlotte arbejder som freelance grafiker. Nikolaj startede karrieren med sit eget mobildiskotek, men fattede interesse for markedsføring, som han siden gjorde mere ud af. De tre mødte hinanden på Amino, et iværksætterdebatforum på internettet, hvor Nikolaj fremlagde sin idé.
Mødes på kollegieværelse
De tre unge iværksættere kendte ikke hinanden på forhånd, men gennem en række møder på Nikolajs lille kollegieværelse i København har de forstået at udnytte hinandens kompetencer. "Vi holder stadig de små møder, hvor der kan gå mange timer med at diskutere de helt små ting, men også ambitionerne for fremtiden. Vi har blandt andet besluttet at Young Inc. magasinet, bestemt ikke er det sidste projekt under Young Inc- navnet." fortæller Nikolaj.
Landsdækkende magasin til studerende
Iværksættermagasinet er tilgængeligt på relevante ungdomsuddannelser og i nogle af Bog & Idés butikker. Det første magasin udkommer kun i Storkøbenhavn, samt på hjemmesiden www.younginc.dk, men de efterfølgende oplag distribueres bredere. Ballerup Handelsskole, Krifa Erhverv og Startup Company bidrager alle med indhold til magasinet og målet er at få yderligere 5-7 samarbejdspartnere i samme omfang.
Første nummer er socialt ansvarligt
I første nummer omhandler hovedhistorien ENGODSAG.DK. Derudover kan man læse en reportage fra iværksætteruddannelsen BDE, interviews med tre unge, der både klarer studie og driver egen virksomhed, samt et interview med en coach og psykoterapeut, der giver gode råd om eksamen og fortæller lidt om eksamensangst.
På www.younginc.dk/presse.htm findes uddybende information om holdet bag magasinet. Holdet udtaler sig gerne til pressen om iværksætteri, uddannelse og erhvervslivet - ud fra et ´ungt´ syn.
Yderligere information
Udsendt af
|